En dom fra Bundesverwaltungsgericht – den tyske højesteret i forvaltningsretssager – med vidtrækkende konsekvenser for planlægning og godkendelse af vindenergianlæg giver turbulens i den tyske vindmøllebranche. Dommen er afsagt den 30. juni 2004 men først offentliggjort i august måned. Bundesverwaltungsgericht underkender hermed hidtidig praksis, hvor store vindparker er blevet opdelt i mindre dele på enkelte eller grupper af bygherrer.
Udgangspunktet for rettens afgørelse er, som det tit er set, gennemførelsen af et EU-direktiv (97/11/EF) i tysk ret, der forudsætter en vurdering af en vindparks påvirkning af miljøet. Da direktivet blev omsat til tysk ret, valgte man at lægge kompetencen for miljøvurderingen hos miljømyndighederne og ikke hos den byggeteknisk godkendende myndighed. Derfor har man siden direktivets gennemførelse i Tyskland den 3. august 2001 kunnet få godkendelse til bygning og drift af en eller to enkelte møller hos byggemyndighederne og uden miljøvirkningsvurdering (VVM). Fra og med tre møller lå kompetencen hos miljømyndighederne, der i hvert enkelt tilfælde skulle tage stilling til, om en miljøvurdering var påkrævet på den pågældende placering eller ej (fra og med 19 vindmøller var en VVM obligatorisk).
Som nævnt lagde man i godkendelser ikke vægt på, om møllerne udgjorde en del af en sammenhængende vindmøllepark, men kikkede blot på, hvor mange møller der var pr. bygherre. Større projekter opdeltes på flere bygherrer, der søgte om byggetilladelse for hver en eller to møller. Dermed var det byggelovgivningens bestemmelser, der gjaldt, og der skulle ikke gennemføres en miljøvirkningsvurdering.
Sådan var det. Men det er det ikke mere. I dommen fra 30. juni 2004 fastslår retten entydigt, at det ikke kommer an på, hvor mange møller den enkelte bygherre påtænker at rejse. Det afgørende er ene og alene sammenhængen mellem det antal møller, der tænkes rejst i nærheden af hinanden på den pågældende placering. Alt andet ville være en omgåelse af reglerne i detpågældende EU-direktiv.
Den tyske vindenergisammenslutning – Bundesverband Windenergie – har på en konference den 17.09.2004 med deltagelse af aktører fra alle dele af branchen, erhvervslivet, myndigheder og eksperter, kastet mere lys over dommens præmisser: Dommer ved Bundesverwaltungsgericht, Günter Halama, som selv var med til at afsige dommen, beskrev baggrunden for afgørelsen og begrundede den.
Günter Halama indrømmede på konferencen, at det rent faktisk kan være vanskeligt at konstatere, om der er tale om en ”vindfarm” i lovens forstand. Det vil dog kun være i enkelttilfælde, sagde han, i de fleste vindmølleparker kan det objektivt betragtet uden videre ses, hvad der er tale om. Halama nævnte endvidere, at der kan eksistere en ”gråzone”, hvor afstanden mellem møllerne er en til to kilometer, og hvor det er forholdene på stedet, der er udslaggivende.
Dommen har ikke kun betyding for fremtidige anlæg men gælder også for alle godkendelser af vindmøller, der er givet efter den 3. august 2001. Er godkendelsen fejlagtigt baseret på byggelovgivningens bestemmelser og skulle der i stedet være godkendt efter miljølovgivningen, så er de pågældende byggetilladelser objektivt set ugyldige. Der er ingen, der nøjagtigt kendet antallet af ugyldige godkendelser, men da der siden 2001 er opført ca. 5.000 vindmølleanlæg kan det være et større antal.
Naturligvis er de kompetente myndigheder også chokerede. Delstaterne Rheinland-Pfalz og Schleswig-Holstein har pr. cirkulære givet myndighederne instrukser om indtil videre at acceptere fortsat drift af eksisterende møller og ikke kræve dem nedlukket omgående, selv om møllerne faktisk er i ulovlig drift.
Efter alt at dømme er det ikke en varig løsning. Hvor og når møller er i ulovlig drift, fordi de er fejlagtigt godkendt på grundlag af en byggetilladelse, vil driftsherren (= ejeren) skulle søge om godkendelse påny. Under den nye godkendelsesprocedure er miljømyndighederne ikke forpligtet til at komme frem til samme resultat som byggemyndigheden. Men meget taler for, at anlæggene også vil blive godkendt efterfølgende. Det kan tænkes, at visse krav skal opfyldes eller der fastsættes begrænsninger for driften, for såvidt sådanne skønnes nødvendige i lyset af VVM-resultatet.
Hvis driftstilladelsen i værste tilfælde ikke gives efter nyansøgning, kunne nogle måske påstå, at staten var ansvarlig – men i dette tilfælde hjælper det desværre ikke. Der er ikke tale om en lovændring men om korrektur af en forkert tolkning af en i sig selv korrekt udformet lovgivning, hvilket vi nu ved efter at have læst dommen. Og staten er berettiget – ja, endda forpligtet – til at berigtige fejl lige såvel som andre. I hvert fald kan man ikke kræve en forkert tolkning af lovbestemmelserne oprethold og har dermed ikke noget skadeserstatningskrav.
Har man i de senere år (helt eller delvis) erhvervet en vindmølle i Tyskland, gør man klogt i at kontrolle godkendelsen af vindmøllen. Hvis den er udstedt på grundlag af "Bundesimmissionsschutzgesetz" (forkortet BImSchG), behøver man ikke at foretage sig yderligere af denne årsag. Er godkendelsen givet på basis af byggeretlige bestemmelser i den delstat, hvor møllen er rejst – det vil typisk være "Landesbauordnung" (forkortet LBO eller BauO), vil det være nødvendigt at undersøge, om møllen udgør en bestanddel af en vindpark eller ej, dvs. om den ligger i mindst to andre møllers geografiske virkningsområde. Såfremt det er tilfældet, skal der søges om en ny godkendelse på basis af BImSchG.
Det påhviler driftsherren, altså ejeren af møllen, at sørge for korrekt godkendelse. Befinder man sig indenfor garantiperioden i henhold til købekontrakten, kan man holde sig til sælger, idet den manglende godkendelse anses for at være en juridisk mangel ved møllen. Forældelsesfristen fremgår af den enkelte kontrakt. Er kontrakten indgået efter tysk ret og er der i øvrigt ikke indgået anden aftale, gælder en forældelsesfrist på tre år – derfor kan der være behov for omgående handling.
Hvis De er i tvivl om godkendelsen for Deres mølle står vi gerne til rådighed.
